Fra Eksperimenter til Økosystemer – Cirkulær Arkitektur i Praksis
- tsa8463
- 7. jan.
- 5 min læsning
En samtale med Nicholas Ransome, administrerende direktør hos Lendager
Danmark er kendt for stærk designtradition, men også for at have en af Europas højeste nedrivningsrater. I dette spændingsfelt er en ny arkitektonisk kultur ved at tage form. Den er mindre optaget af markante stilgreb end tidligere designbevægelser – men til gengæld langt mere vidtrækkende i sine konsekvenser.
Denne tilgang defineres ikke af ét bestemt materiale, én teknologi eller én certificering. Den defineres af et skifte i grundlæggende tankegang: Cirkularitet er ikke længere et eksperiment. Det er ved at blive en del af den måde, byggeriet fungerer på som helhed.
Den mest fremsynede arkitektur i dag begynder derfor sjældent med en tom byggegrund. Den tager udgangspunkt i det eksisterende – i bygninger, strukturer og materialer, der allerede rummer både kulturel, teknisk og klimamæssig værdi.
Det er i dette felt, Lendager arbejder. I mere end et årti har tegnestuen været blandt de førende i udviklingen af cirkulært byggeri – ikke som en snæver specialdisciplin, men som en samlet kulturel, teknisk og organisatorisk omstilling.
Da jeg talte med Nicholas Ransome, blev det tydeligt, at vi befinder os ved et vendepunkt. Cirkularitet bevæger sig væk fra enkeltstående materialeforsøg og pilotprojekter og hen imod at blive en ny fælles ramme for, hvordan byggeri planlægges og gennemføres.
Et nyt udgangspunkt for arkitektur: at bygge videre
I sine tidlige år blev cirkulær arkitektur ofte forstået som innovation gennem substitution – at erstatte ét materiale med et andet. I dag arbejder Lendager med noget langt mere grundlæggende: at ændre selve udgangspunktet for arkitektonisk beslutningstagning.
I stedet for at spørge hvad der skal bygges, spørges der først hvad der allerede findes – og kan bruges videre.
Nicholas fremhæver Høje Taastrup Rådhus som et illustrativt eksempel. Den tidligere kommunale bygning var godkendt til nedrivning, da Ikano Bolig ønskede at udvikle boliger på grunden. Bygningen omfattede ca. 17.000 m² og blev oprindeligt betragtet som udtjent.
En tidlig analyse viste imidlertid noget andet. Konstruktionen var intakt og robust, og bygningens etagehøjder og bærende struktur gjorde den fleksibel og anvendelig til nye formål. Udgangspunktet havde været, at bygningen skulle fjernes, og at der skulle etableres et traditionelt nybyggeri.
Lendagers forslag var enkelt – og vidtrækkende: Bevar og omdan i stedet for at rive ned.
Denne beslutning ændrede hele projektets logik. Nedrivning, bortkørsel af affald, ny fundering og opbygning af bærende konstruktioner blev overflødige. En bygning, der ellers var på vej til at blive affald, blev i stedet fundamentet for nye boliger.
Ifølge Nicholas er dette ikke længere et enkeltstående tilfælde, men et tegn på en bredere kulturel bevægelse:
“Det ser ikke godt ud at rive ting ned længere. Renovering er pludselig på dagsordenen – politisk, socialt og arkitektonisk.”
Fra materialeforsøg til værdikæder
Lendager er kendt for at arbejde med genbrugte og upcyclede materialer – fra mursten og træ til glas, beton og store kompositdele fra infrastrukturen. Men den afgørende forandring ligger ikke kun i materialerne. Den ligger i de samarbejder og processer, der skal til for at få cirkularitet til at fungere i praksis.
Nicholas peger på et tidligt projekt, hvor udtjente vindmøllevinger blev omdannet til solafskærmning. Projektet krævede, at aktører, som normalt ikke arbejder sammen, blev samlet: kompositspecialister, genvindingsvirksomheder, nedrivningsentreprenører, facadeingeniører og myndigheder.
Erfaringen viste hurtigt, at cirkulært byggeri ikke kan løses inden for én organisation. Det kræver nye former for samarbejde på tværs af fag, brancher og regulering.
Her begynder cirkularitet at fungere som et økosystem frem for som enkeltstående innovationer.
Fokus flyttede sig fra designidéer og materialeforsøg til koordinering af grænseflader: mellem tekniske krav, lovgivning, forsyningskæder og udførelse på byggepladsen.
Living Labs: bygninger som test- og læringsmiljøer
Living Lab-initiativet viser, hvordan cirkulære løsninger kan udvikles og skaleres i praksis. I en 20-etagers træhybridbygning – den højeste af sin type i Danmark – er tre etager indrettet som Living Labs. Hver etage afprøver forskellige materialestrategier: biogene materialer, genanvendte komponenter og upcyclede bygningsdele.
Baggrunden er TRÆ-projektet, som rykkede ved gældende normer i dansk byggeri. På tidspunktet for projektets opstart fandtes der ingen fortilfælde for træhybridbyggeri i denne højde i Danmark. Mange systemer, som normalt udføres i stål eller aluminium, måtte gentænkes fra bunden.
Også facadekonstruktionen – bag den genanvendte metalbeklædning – krævede tæt dialog med brandmyndighederne, da træ sjældent anvendes i højhusbyggeri. Som Nicholas formulerede det:
“Vi gjorde ting, der ikke havde nogen fortilfælde. Alt skulle bevises i skala 1:1.”
I stedet for at se innovation som en risiko blev test og dokumentation indbygget direkte i projektet. Materialer blev sporet fra indkøb til montering for at sikre sporbarhed. Entreprenører afprøvede arbejdsgange og tolerancer på byggepladsen. Myndigheder blev inddraget løbende, så brand- og bygningskrav kunne justeres på et oplyst grundlag.
Derudover blev der indsamlet data om økonomi og drift efter ibrugtagning – viden, som normalt mangler for nye materialeløsninger.
Resultatet blev en fælles testplatform, som mange virksomheder ellers ikke ville have haft adgang til.
Flere leverandører brugte laboratorierne til at opnå certificeringer eller videreudvikle produkter, så de levede op til gældende krav.
Som Nicholas konstaterer:
“De første aktører betaler prisen. De næste høster gevinsten.”
På den måde bliver TRÆ-projektet mere end et enkelt byggeri. Det fungerer som et springbræt, hvor nye løsninger modnes og gøres klar til bredere anvendelse – til gavn for hele byggebranchen.
Barrierer og bevægelser i markedet
Selv med stigende momentum møder den cirkulære omstilling fortsat barrierer: risikopræmier hos entreprenører, mangelfuld dokumentation, forsigtige forsikringsmodeller, forældede standarder og en lovgivning, der ofte er tilpasset lineære byggelogikker.
Men forandringen er i gang.
Ifølge Nicholas vil det kommende årti blive formet af mere gennemsigtige materialedata, tydeligere regulering og beslutninger, der i højere grad styres af CO₂-budgetter end af konventionel æstetik. Krav til dokumenteret klimapåvirkning og viden om materialers tilgængelighed bliver stadig mere ufravigelige.
Den næste fase handler derfor ikke om én afgørende innovation, men om branchens evne til at arbejde inden for tydeligere rammer og fælles data – med cirkularitet som grundvilkår.
Perspektiv: en ny normal for dansk byggeri
Set i et bredere perspektiv bevæger Danmark sig væk fra isolerede cirkulære eksperimenter og hen imod en mere systemisk praksis. Det næste kapitel i byggeriet vil være kendetegnet ved:
Transformation og renovering som førstevalg
Nedrivning som sidste udvej
Regionale materialekredsløb
Standardiserede lavemissionsløsninger
Deling af viden og fælles testinfrastruktur
Tidligt samarbejde på tværs af alle fag
Cirkulært byggeri handler ikke længere om enkeltstående opfindsomhed, men om tilpasning – teknisk, organisatorisk og kulturelt.
Lendagers arbejde viser, hvordan denne næste fase kan se ud i praksis: ikke som et opgør med arkitekturen, men som en konsekvent videreudvikling af de systemer, der gør det muligt at bygge videre på det, der allerede findes.
Her har Danmark potentiale til at gå forrest – ved at gøre det gennemprøvede til standard og forme en byggekultur, der bygger på langsigtet ansvar og kontinuitet.
Vil du have flere indsigter i cirkulært byggeri? Læs vores seneste artikel hos Insutex eller abonner her for opdateringer.
Kommentarer